Opmåling af haven

Haven skal opmåles, da mit arbejde er målfast

Bliv klar til at få besøg af havearkitekten i forbindelse med en haveplan

Først aftaler vi en dato og et tidspunkt, hvor du får besøg af mig.
Bestil i god tid – specielt fra april til august kan der være venteliste.

Opmåling af din have

Du kan enten opmåle selv (se nedenstående vejledning), eller du kan betale mig eller en anden til at gøre det for dig. Dem kan jeg også bruge til optegningen, det er situationsplanen og grundplanen med ydre mål, du skal finde frem.

Det er vigtigt, at din havetegning er målfast, ellers er det umuligt at beregne, hvor mange planter der skal bruges i et bed, hvor langt stakittet skal være eller hvor mange fliser, der skal lægges. Det, der måske ser fint og harmonisk ud på tegningen, vil blive helt anderledes i virkeligheden, hvis ikke tegningen passer. Hertil kommer, at hvis du efterfølgende skal have en anlægsgartner til at udføre noget af det tunge arbejde, så SKAL de have en målfast tegning at arbejde efter.

Hvis du ikke har lyst til at måle op selv, er der tre muligheder:
1. Du bestiller en landmåler til at udføre opgaven, inden vi mødes.

2.  Jeg har en hjælper med, som medbringer alle nødvendige måleredskaber og måler op, mens vi taler sammen. Opmålingen afregnes med 500 kr. i timen, der tillægges fakturaen.

Hvis du selv eller en landmåler laver tegningen, er det en god ide at få den scannet inden mødet, så vi kan printe flere eksemplarer og tegne på dem, hvis der er behov for det.

Opmålingsvejledning

Hvad skal du bruge:

Langt målebånd, papir – gerne A3, lineal og blyant.

Er din have meget stor, kan du med fordel opdele havetegningen på flere ark papir.

Al haveopmåling tager udgangspunkt i de faste bygninger og deres indbyrdes placering.
Så du starter med at tegne husets form op på papiret. Derefter afsætter du vinduer og døre og måler mure, døre og vinduer op udvendigt. Det er de røde streger på modeltegningen herunder.
Alt andet på grunden opmåles ved hjælp af “triangulering”. Det er nemt nok – det betyder bare, at alle punkter fastsættes som en trekant – eller sagt på en anden måde, hvis du vil måle et skelhjørne eller et træ op, så skal der to mål til. Fx placeres et træ ved at måle afstanden til træet fra to forskellige hushjørner. Det er de blå linjer på modeltegningen herunder. (Tryk på tegningen for at se et større eksempel).

  1. Start med at tegne husets facon op og husk at indtegne døre og vinduer. Derefter start med at måle fra  et hushjørne. Må fra hjørne til nærmeste vindue, mål vinduet, mål næste murdel hen til et vindue eller dør, mål vinduet eller døren, mål næste murdel osv. osv.
  2. Tegn derefter grundens facon op omkring huset. Derefter bruger du det lange målebånd til at måle fra to af husets hjørner ud mod grundens hjørner. Hvis du kan finde skelpælen er det selvfølgelig allerbedst – alternativt skal du måle ind til midten af hækken/stakittet.
  3. Eksisterende småhuse, fliser, dæksler eller andre ting i haven, der skal bevares, tegnes ind. Træer og store buske tegnes enkeltvis, mens sammenhængende beplantning som hække, læhegn og bede markeres med omkredsen. Igen måles disse placering ved triangulering, du måler fra to hushjørner til midten af fx. et dæksel eller træ, eller du måler fra to hushjørner til fx et skurs to forreste hjørner. 
  4. Markante terrænforskelle som skråninger, trapper og støttemure tegnes ind – meget gerne med angivelse af højdeforskelle. Brug helst husets sokkelhøjde som udgangspunkt.
  5. Husk nordpil.

Hvis der mangler et par mål, så kontakter jeg dig, når jeg er i gang med at lave rentegningen, og så kan I sende mig de manglende mål på mail. Vi forbeholder os ret til at afvise opmålinger, hvis de ikke er korrekt lavet.

Haveplan – læs mere her.
Haveskitse  – læs mere her.
Haverådgivning – læs mere her.

Bliv medlem af Haveselskabet